Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Psykologiske undersøgelser

Psykologiske undersøgelser af familier og børn varetages af autoriserede psykologer og skal hjælpe familieafdelingen i kommunen med at finde frem til, hvad et barn har brug for, for at komme i bedst mulig trivsel. Familieafdelingen kan fx bede Poppelgården Familiecenter om at lave en undersøgelse, hvis et barn viser tegn på alvorlig mistrivsel og/eller hvis der er tvivl om barnet får den rigtige omsorg, og der er brug for et særligt psykologfagligt perspektiv på situationen.

På Poppelgården Familiecenter lægger vi vægt på at etablere et samarbejde med familien om opgaven, også selvom det i første omgang måske ikke er familiens eget ønske at få lavet undersøgelsen. Det gør vi fordi det er vores erfaring, at vi får lavet bedre og mere retvisende undersøgelser, hvis undersøgelsen bliver meningsfuld for familien. Hvis vi fx ønsker at lave en observation af forældre-barn-samspillet i en legesituation, vil vi forinden have talt med forælderen om, hvad det er vi kigger efter og hvad der er formålet med at undersøge på denne måde. På samme vis lægger vi meget vægt på tale åbent og ærligt med familien om hvad vi vurderer undervejs i undersøgelsesforløbet, således at der ikke kommer nogle ubehagelige overraskelser til slut. Den åbne holdning gør det også muligt, at forsøge at skabe nogle forbedringer i situationen undervejs i undersøgelsen, for at finde frem til, hvor gode udviklingsmuligheder, der ser ud til at være.

Vi undersøger ikke alt omkring familien eller barnet. Vi lægger vægt på ikke at undersøge andet end det, der har været grunden til at familieafdelingen er blevet i tvivl om barnets forhold. En undersøgelse tager typisk 3-4 mdr., men kan afhængig af praktiske forhold og undersøgelsens omfang, strække sig mellem 2-6 mdr.