Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Ledige stillinger

Vi har aktuelt 2 ledige stillinger:

Tryk her for at se jobopslag på Kommunens hjemmeside

Herunder er supplerende oplysninger:


Supplerende oplysninger om Stillingen som behandler i intensivteamet:

Intensivteamet består af 6 personer (aktuelt 3 socialpædagoger, en socialrådgiver og en psykolog). Alle har omfattende terapeutisk efteruddannelse, og arbejder med de samme typer behandlingsopgaver.

Teamet varetager en bred vifte af familiebehandlingsopgaver. Der henvises sager på paragraf 11, paragraf 52.3.3 samt paragraf 52.3.2

Man varetager primært selvstændige behandlingsforløb, men kan også involvere kollegaer i fælles sagsarbejde efter behov.

Teamets særlige speciale er arbejdet med multiproblemfamilier – arbejde som udføres både på Poppelgården Familiecenter og i familiernes hjem. Arbejdet er oftest en kombination af samtalesessioner med familien (eller dele af familien) og mere praktiske/aktivitetsbaserede interventioner. Der anvendes ofte videooptagelser/videofeedback, hvor familiens interaktion filmes og drøftes med familien/forældrene. Dette da nogle familier ellers har vanskeligt ved at omsætte de terapeutiske samtaler.

Børnenes alder varierer fra spædbørn til unge under 18 år.

Uanset barnets alder arbejdes med fokus på den samlede familiedynamik – og der arbejdes med kontinuerlig forældreinddragelse i sessionerne.

Intensivteamet arbejder endvidere med fokus på involvering af relevante professionelle (lærere/pædagoger etc.) i barnets/familiens liv – dette da børnene i de henviste familier ofte har vanskeligheder også i skole/daginstitution og relevante ressourcer udenfor familien derfor skal involveres, for at sikre forbedret trivsel hos barnet/familien.

Der er mulighed for at skræddersy behandlingsarbejdet til den enkelte families behov, og det er derfor en fordel, hvis ansøgere har en bred behandlingsmæssig erfaring. Uanset den konkrete behandlings indhold og omfang vurderes familiens trivsel løbende gennem brug af Feedback Informed Treatment, ligesom der indhentes løbende feedback fra familierne vedr. samarbejdet med behandleren med henblik på løbende faglige justeringer.

Der er faste ugentlige møder i teamet. Derudover tilrettelægger man selv sin arbejdstid.

Såfremt ansøgere har interesse for supervisions – og undervisningsopgaver også, vil dette evt. kunne blive en del af arbejdet. Poppelgården Familiecenter er således VISO leverandører ligesom vi varetager forskellige undervisningsopgaver i Hvidovre Kommune.


Supplerende oplysninger om Stillingen på familieskolen

Familieskoleteamet består af 4 personer og er tværfagligt sammensat. Det består aktuelt af 2 lærere og en psykolog alle med omfattende systemisk og mentaliseringsbaseret efteruddannelse. Alle teammedlemmer varetager principielt de samme behandlingsopgaver uanset medlemmernes grundfaglighed. Den nye kollega vil være det. 4. medlem af teamet.

På Familieskolen søger vi en kollega der kan se fordelen i at arbejde i alle de kontekster barnet bevæger sig i, og derfor evner at prioritere netværksarbejde højt. Netværksarbejdet skræddersys i den enkelte sag og involverer eksempelvis sparring med lærere og pædagoger samt generelt arbejde med gruppedynamikker i barnets klasse / børnehavegruppe.

Familierne deltager i flerfamiliearbejdet 3 dage om ugen, 12 timer i alt, i et forløb som strækker sig over minimum 20 uger.

Udover flerfamiliearbejdet tilbydes de enkelte familier supplerende sessioner efter behov. Intensiteten og kompleksiteten i flerfamilierammen kræver ofte, at man er omstillingsparat og kan justere kontekster med udgangspunkt i de konkrete dynamikker i familierne og den samlede gruppe. Du skal derfor besidde et skarpt analytisk blik, kunne tænke kreativt, og formå at have mange bolde i luften på én gang. Som behandler i flerfamiliegruppen skal man således både kunne igangsætte og styre aktiviteter og refleksionsprocesser samt kunne indtage en mere tilbagetrukket og observerende position.

På Familieskolen faciliterer vi processer der fordrer, at familierne tager ejerskab og får oplevelsen af selv at mestre udfordringerne i forældreskabet. Dette sikres bl.a. ved at facilitere processer i gruppen som konstant opfordrer forældre og børn til at bruge hinanden internt, ved hjælp af både historiedeling, idéudveksling og støtte til at afprøve nye problemløsningsstrategier. Udover behandlingsarbejde med de indskrevne familier i flerfamilierammen varetager familieskoleteamet ligeledes andre supplerende behandlingsopgaver. Disse varetages oftest selvstændigt. Den nye kollega skal derfor kunne arbejde både tæt koordineret med andre kollegaer i sagsarbejde samt kunne varetage selvstændige behandlingsopgaver.

Såfremt du har interesse for undervisnings – og supervisionsopgaver, er dette ligeledes en mulighed. Dette da Poppelgården Familiecenter varetager undervisnings – og supervisionsopgaver internt i Hvidovre Kommune. Endelig er der også mulighed for at indgå i Poppelgården Familiecenters undersøgelsesteam (se beskrivelsen af undersøgelsesteamet).


Supplerende oplysninger om Undersøgelsesgruppen/opgaverne

Såfremt ansøgere har interesse i at indgå i Poppelgårdens undersøgelsesteam vil dette kunne være en supplerende opgave. Undersøgelsesteamet er sammensat af 4 psykologer fra Poppelgårdens forskellige behandlerteams samt leder og souschef og varetager psykologiske undersøgelser af forældre og børn. Typisk varetages 1-2 psykologiske undersøgelser ad gangen med en makker i undersøgelsesgruppen.

Der arbejdes inspireret af Eia Asen med terapeutisk assesment. Det betyder, at hovedvægten i undersøgelsesarbejdet er på samtaler, observation og samspilsafprøvende interventioner. I undersøgelsesarbejdet arbejdes således med en integration af terapeutiske og vurderende/beskrivende færdigheder, hvor den praktiske forældrefunktion og det praktiske forældrepotentiale afprøves og beskrives.

Derudover anvendes psykologisk testning af børn og forældre, når dette er klinisk indikeret. Som del af undersøgelsesteamet er det derfor en fordel, hvis man har tidligere undersøgelses – og testerfaring, samt veludviklede terapeutiske kompetencer – herunder en veletableret observationsmetodik. Man skal derudover være god til løbende at systematisere og beskrive den genererede information fra samtaler, observationer og tests, således at undersøgelserne kan afsluttes i rapportform efter 3-4 måneder.

Undersøgelsesarbejdes indpasses i det daglige arbejde og øvrige behandlingsopgaver. Undersøgelsesgruppen har desuden faste månedlige møder i gruppen med intern sagsfordeling, supervision og faglig sparring. Derudover modtager undersøgelsesgruppen ekstern supervision af Emma Morris fra Anna Freud Centeret i London.